Nomineret: Asta Olivia Nordenhof

Click here: => pudraiticon.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6NTQ6IkFzdGEgb2xpdmlhIG5vcmRlbmhvZiBkZXQgbmVtbWUgb2cgZGV0IGVuc29tbWUgYW5hbHlzZSI7fQ==


Der skete så meget den sommer, at et kattedrab var en bagatel, der ikke blev talt nævneværdigt om. Det var det, der gjorde prostitution til et oplagt valg. Dette betyder, at værk og forfatter smelter sammen, og tilbage er der et skrivende subjekt. Det at man bare lige læser noget imellem alt mulig andet, det kan jeg selv godt li 15 - Asta Oliva Nordenhof 16 Formålet med dette kapitel er at undersøge de æstetiske strategier, der knytter sig til Asta Olivia Nordenhofs blog Jeg hedder mit navn med versaller 2010- set i forhold til hendes bøger Et ansigt til Emily 2011 og Det nemme og det ensomme 2013.

På den måde fremstår værket på en ny måde, hver gang det læses Zacher Sørensen 2012B: 115. Hun beundrede ham og vendte den anden kind til og bad til, at det næste ville blive et kærtegn frem for en lussing. Det personlige er nemlig ikke nødvendigvis privat ifølge Nordenhof, det kan også være politisk, som f.

Alt andet end arbejde

Resten af netop dette digt skrider så rundt uden rigtig at samle sig, men lige den her passage er simpelthen så fin og tæt, at det slår luften ud af i al fald denne læser. De fanger en særlig stemning, de her linjer, byens udkant som idyl, som fravær af intensitet, som muligheden af frugttræer uden ejere. Samtidig er det centrale billede — metroen som et vredt samfund — kompliceret. Det siger: Den her idyl, som jeget befinder sig midt i, ifølge nogen burde den give dårlig samvittighed. Noget svæver i det fjerne og ser misbilligende på den. På den anden side har metroen noget stilfærdigt over sig. Den er underligt lukket af fra verden. Den er lidt ligesom Fields og Kentucky Fried Chicken, når ingen er der. De er samfundet, javel, og de er fulde af krav til os, men lige nu er de tomme. Menneskene sidder et andet sted. Nok sætter digtet en modsætning op mellem det offentlige og det levende, men i det ligger der mere en konstatering end en triumf. Også det gør passagen så fin og tæt. Det daglige virke Nå. Det er, som om hele det nemme og det ensomme er skrevet fra sådan et sted, fra et liv som ligger uden for det offentlige samfund, men stadig er i berøring med det. Et programmatisk digt vil »tale om arbejde« og om vores formelle embeder, men ender med at tale om det daglige virke, »en totalt uophøjet form fordi det at have et dagligt virke er et uundgåeligt resultat af at være til«, som der står. I det nemme og det ensomme er digtningen dette daglige virke. Tit er læseren med i skriftens øjeblik. »jeg vil ikke skrive mere i dag, jeg kommer ind til dig nu«, slutter et digt. Under alle omstændigheder er det en lille verden, digtene viser frem, fuld af kærlighed og fuld af skader og slitage. Som noget helt selvfølgeligt omtales besøg på socialkontoret og indlæggelser på et psykiatrisk hospital. Vi får ret vilde historier om de døde forældre og deres forældre. Det fungerer nogle gange fint, nogle gange får det voldsomme stof simpelthen digtene til at kæntre. De sidste to linjer er jo virkelig fine, og det er konsekvent, når samlingen slutter med, at jeget tvinges tilbage i arbejde. Så er digtenes daglige virke forbi. Men det er altså svært henkastet at skrive, at man nok snart skal begynde som luder igen. Det udsagn overdøver ligesom alt andet. Det samme er nogle digtes tendens til bare at blive ved og ved, deres underligt formløse måde at gå i tomgang. For ellers har stemmen i det nemme og det ensomme en helt særlig kvalitet. Den er nærværende og skarp og morsom og fuld af ømhed, og det i en grad, at benene jævnligt blæses væk under læseren. « Den stemme og den glæde, den kan omfatte hele verden. Den er værd at gå til boghandleren efter.

I min undersøgelse af de æstetiske strategier, der knytter sig til Nordenhofs blog set i forhold til Nordenhofs bøger, finder jeg det hensigtsmæssigt indledningsvist at belyse bloggen som genre og hernæst mere specifikt undersøge den litterære blog som genre. Man skal selvfølgelig passe på ikke at gøre for meget ud af generationserfaringerne, og hele debatten om Generation Etik virker lidt som et forsøg på at skabe kunstige modsætninger ved at puste forskelligheder mere op, end der egentlig er grundlag for. Jeg hedder mit navn med versaler er en levende organisme, der stort set dagligt akkumulerer ny tekst, og derfor hele tiden vokser sig nye steder hen. Man skal altid have et blik på, hvad der sker. Digtene emmer af sårbarhed, men der er også indignation. Nærmere bestemt forsøger jeg i kapitlet at afdække hvem taler og hvem der tales til, fordi en sådan undersøgelse kan belyse, hvilke forskellige æstetiske strategier, der knytter sig til henholdsvis blog og bøger.